Rødt! marxistisk tidsskrift

Medierne bugner af historier om aktier og optioner, gevinster og tab, renten, der går op eller ned, julesalget, der hvert år slår nye rekorder, forbruget og væksten, som ifølge de toneangivende kommentatorer er en slags livsnødvendighed.

Vi lever i en verden, hvor kapitalismen fremstår som en naturlov og økonomisk vækst præsenteres som et ubetinget gode. At tale imod kapitalismen er som at bande i kirken. Har dette hold i virkeligheden? Kan vi forbedre verden under det nuværende økonomiske system og ved hjælp af økonomisk vækst?

Petter Næss er professor i byplanlegging ved Aalborg Universitet i Danmark og har deltidsstillinger ved Høgskolen i Oslo og Transportøkonomisk institutt.

Denne artikel bygger på den længere, engelsksprogede artikel "Unsustainable Growth, Unsustainable Capialism",  som blev publiceret i Journal of Critical Realism, vol. 5, nr. 2, 2006.  Tak til Teresa Næss, som har oversat og bearbejdet den foreliggende, danske udgave.

Den tidligere amerikanske vicepræsident, Al Gore, blev i 2007 en slags international stjerne med sit road-show og sin film, En ubekvem sandhed, om verdens klimaændringer. Folk er begyndt at lytte til og tro på advarslerne om, at miljøproblemerne i den nærmeste fremtid vil udvikle sig dramatisk. Har det dominerende økonomiske system, kapitalismen, en finger med i spillet?

Jeg vil i denne artikel argumentere for, at kapitalismen ikke er forenelig med en bæredygtig udvikling. Kapitalismen er afhængig af naturen, og de miljøproblemer, som kapitalismen selv skaber, vil i sidste ende slå tilbage mod den og føre til alvorlige kriser for det nuværende økonomiske system.

Der er forskellige teorier, om hvordan vi skal udvikle et mere miljøvenligt samfund. Hvis man vil forstå disse teorier, er begrebet bæredygtig udvikling helt grundlæggende. Derfor vil jeg først fortælle om dette begreb og brugen af det.

De, som mener, at økonomisk vækst er forenelig med en bæredygtig udvikling, har forskellige forslag til strategier for, hvordan væksten kan fortsætte. Jeg vil beskrive disse strategier og diskutere dem – og konkludere, at det er urealistisk at tro, at væksten kan fortsætte, hvis vi samtidigt ønsker at reducere forureningen og ødelæggelsen af naturen.

Det kapitalistiske system har en stærk tendens til økonomisk vækst. Hvordan kan det være – og er det holdbart i længden? Det vil jeg beskrive og diskutere. Til slut vil jeg komme ind på, hvad alt dette betyder for os, for kapitalismen og samfundsudviklingen i fremtiden.

Bæredygtig udvikling

Begrebet bæredygtig udvikling bliver flittigt brugt af politikere, administratorer og planlæggere. Man taler ofte om, at kært barn har mange navne, men her kan man godt sige, at kært navn har mange børn. Ordet bæredygtig bruges i en hel række forskellige betydninger – også om strategier og tiltag med vidt forskelligt indhold.

Vores fælles fremtid er en rapport fra FN, som udkom i 1987. Rapporten kaldes ofte Brundtland-rapporten. Brundtland-kommissionen (ledet af Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland) havde fået til opgave at formulere et program for ændringer i forhold til miljø og udvikling, som skulle kunne bruges over hele verden. Brundtland-kommissionen udarbejdede et bæredygtighedsbegreb, hvor en bæredygtig udvikling først og fremmest er at sikre, at alle – både i fattige og rige lande, og i dag og i fremtidige generationer – kan få dækket grundlæggende biologiske og sociale behov.

Lidt kortere kan man sige, at bæredygtig udvikling kan defineres som udvikling, der tilfredsstiller behovene hos nuværende generationer uden at ødelægge mulighederne for at tilfredsstille kommende generationers behov.

Tager man dette alvorligt, er bæredygtig udvikling noget helt andet end at gøre, som vi har gjort hidtil!

Men bæredygtig udvikling er et omstridt begreb. Begrebet har en vældig positiv klang. Hvem tør sige, at de er imod, at udviklingen skal være bæredygtig? Mennesker, som får deres personlige interesser truet af kravene fra en reel bæredygtig udvikling, vil imidlertid ofte forsøge at omdefinere begrebets indhold. For eksempel kan man (for)dreje begrebet og tale om bæredygtig vækst. Hvad siger Brundtland-rapporten om det? Økonomisk vækst nævnes ikke som et mål i sig selv, men rapporten omtaler styrket økonomisk vækst som en strategisk forudsætning for udvikling. Vækstens kvalitet – eller indhold – skal imidlertid ændres, mente kommissionen.

Målet om en socialt retfærdig fordeling af goder og ulemper handler egentlig om, at alle mennesker på Jorden skal have et værdigt liv og få dækket de basale behov. Men det er en næsten uoverskuelig opgave, og der er mange velhavende mennesker, som skal opgive deres privilegier, hvis dette mål skal nås. Derfor bliver begrebet social bæredygtighed ofte omdefineret, så det kommer til at handle om, at de politiske strategier ikke må støde nogen af de magtfulde interessegrupper på manchetterne. Denne udvanding er et eksempel på en taktik, som ofte benyttes af magteliterne til at tage brodden af nye og potentielt farlige begreber.

Skal vi tale om bæredygtig udvikling, har vi derimod brug for en virkelig bæredygtig definition af begrebet. Vi må se på, hvad der faktisk skal til, for at verden kan udvikle sig, så både miljø og mennesker får opfyldt deres behov. Og her handler det ikke om særinteresser. Brundtland-kommissionens grundlæggende definition er bæredygtig. At økonomisk vækst skulle være en forudsætning for at opnå en bæredygtig udvikling, er derimod en uholdbar påstand.

Strategier

Økonomisk vækst har hidtil været tæt forbundet med stigende ressourceforbrug og miljøbelastning. Hvordan forestiller de, som tror på kapitalismen som et holdbart økonomisk system, sig, at vi skal nå frem til en bæredygtig udvikling inden for kapitalismens rammer? Her er det igen nødvendigt med afklaring af nogle begreber.

Afkobling er et begreb, som bruges om det at bryde sammenhængen mellem økonomisk vækst og de negative miljøkonsekvenser. Afkobling skal altså føre til økonomisk vækst uden negative konsekvenser for miljøet.

Miljøeffektivisering er et middel til at opnå afkobling. Miljøeffektivisering handler om at producere varer af samme kvalitet som før – men med lavere ressourceforbrug og miljøbelastning. Teknologi er vigtig her, fordi tekniske løsninger menes at være det bedste middel til at opnå miljøeffektivisering.

Substitution er at ændre et mere miljøbelastende forbrug til et mindre miljøbelastende forbrug. For eksempel kan man erstatte en ferierejse til udlandet med fly med en ferie i sit eget land, man kan købe kunst i stedet for at bruge pengene på et større hus eller en ny bil (og håbe på, at kunstneren eller galleriejeren ikke bruger fortjenesten til udlandsrejser med fly!) eller – og måske mest sikkert – man kan ændre sine spisevaner og spise mindre kød og flere lokalt producerede ting, som ikke skal transporteres over lange afstande.

Dematerialisering er et samlebegreb for miljøeffektivisering og substitution. Dematerialisering kan altså indebære, at man ved anvendelse af teknologi begrænser forbruget af energi og materialer – eller det kan være ændringer i forbrugets art med mindre miljøbelastning til følge.

Troen på afkobling er især central inden for den teori, der kaldes økologisk modernisering. Ifølge denne teori kan løsninger på miljøproblemerne findes indenfor rammerne af kapitalismen. Den nuværende kapitalisme begrænses imidlertid af naturens og miljøets evne til at "opsuge" virkningerne af den økonomiske vækst. Rovdrift på ressourcer og forurening af naturen vil til slut underminere ikke kun naturen og menneskernes sundhed og livskvalitet, men også mulighederne for fortsat økonomisk vækst. Kapitalismen må derfor, ifølge teorien om økologisk modernisering, gennemgå en omdannelsesproces, hvis den skal være bæredygtig på lang sigt. Ved siden af en stærk satsning på udvikling af miljøvenlig teknologi, mener tilhængerne af teorien, at lovene og afgiftssystemerne skal ændres, så de sikrer mere samarbejde på tværs af de forskellige sektorer og sørger for, at markedskræfterne bidrager til miljøeffektivisering. Hele samfundet og det økonomiske system behøver derimod ikke at blive ændret grundlæggende. De "økologiske modernister" mener, at kravene fra forbrugere, miljøgrupper, lovgivere osv. vil tvinge virksomheder og organisationer til at påtage sig ansvar for miljøet og udvikle tekniske løsninger.

Der er en klar sammenhæng mellem teorien om økologisk modernisering og nogle økonomers hypotese om en såkaldt miljømæssig Kuznets-kurve. Ifølge denne hypotese vil væksten i rige lande ikke medføre miljøødelæggelser, men tværtimod bidrage til at forbedre miljøkvaliteten, fordi overskuddet fra væksten kan bruges til at udvikle miljøvenlig teknologi. På denne måde, mener disse økonomer, kan den teknologiske udvikling i den rige del af verden opveje forureningen fra de øgede udslip, som følger af industrialiseringen i den fattige del af verden.

Dette er dog en teori, som ikke støttes af de undersøgelser, som er gjort af den faktiske økonomiske udvikling og miljøbelastning. Belgiske forskere har undersøgt forholdet mellem økonomisk vækst og CO₂ udslip i 100 lande i perioden 1960–1996. De finder en nær sammenhæng mellem økonomisk vækst og øgede udslip af CO₂ – både i fattige og rige lande. Hidtil har den teknologiske udvikling altså ikke ført til et fald i miljøforureningen i verden.

At der indtil nu ikke er sket dematerialisering i et tilstrækkeligt stort omfang til at holde trit med den økonomiske vækst, er dog ikke i sig selv noget bevis for, at der ikke i fremtiden kan ske en stærkere og mere vellykket dematerialisering. I det følgende beskriver jeg nogle strategier til dematerialisering og forklarer, hvordan den kan foregå på forskellige områder i samfundet. Endelig argumenterer jeg for, at der er grænser for dematerialiseringen.

Dematerialisering

Det såkaldte faktor-mål bruges ofte, når der tales om dematerialisering. Konkret kan for eksempel "faktor 4" miljøeffektivisering betyde, at man producerer samme vare med kun 1/4 af det tidligere ressourceforbrug og dermed kun 1/4 så stor miljøbelastning. Man kan tro, at det fører til et kraftigt fald i ressourceforbruget og miljøbelastningen, men det er vigtigt at skelne mellem, om der produceres samme mængde varer som før – hvilket vil føre til et fald – eller om vi taler om en reduktion for den enkelte producerede enhed – hvilket kan medføre en forøgelse af ressourceforbruget og dermed miljøbelastningen, hvis der produceres stadig flere varer.

Eksempler på miljøeffektivisering er sodavands- og øldåser, som er blevet meget lettere, sparepærer, der bruger meget mindre strøm, og elektronisk udstyr, hvor for eksempel mikrochips bliver mindre og mindre – og mindre ... Hvis vi kan lave lignende forbedringer på samfundsplan, mener mange, at vi kan blæse og have mel i munden på én gang!

Der er imidlertid sider ved disse sager, som ofte ikke nævnes. Dåserne er blevet lettere – men vi drikker flere øl og sodavand. Pærerne bruger mindre strøm – men de indeholder stadig giftige stoffer som kviksølv. Mikrochips er blevet bittesmå, men der bruges store mængder materialer til at producere dem. Produktionen af varer stiger, forbruget af materialer stiger, indholdet i produkterne kan være miljøskadeligt, men vi fokuserer på enkeltstående egenskaber ved produkterne – og begejstres for det fantastiske spare-potentiale!

Ud over at effektivisere forbruget af ressourcer anbefales det at ændre forbrugsmønstrene og opprioritere det forbrug, som kræver mindst energi- og materialeforbrug – eksempelvis forbruget af serviceydelser, viden og kultur. Altså substitution. Hvis jeg går til ballet i stedet for at købe en ekstra bil, eller hvis jeg køber bøger i stedet for at tage med fly på ferie, reduceres miljøbelastningen af mit forbrug. At bruge en del af sin fritid på at være på internettet er også en ikke-miljøbelastende aktivitet.

Grænser?

Forestillingen om, at dematerialisering er nok til at sikre en miljømæssigt bæredygtig udvikling, er blevet kritiseret af fremtrædende økonomer. Der mangler strukturer (for eksempel lovgivning, regulering, beskatning og tilskudsordninger) i arbejdet med at ændre vækstens art, og både politikere og private virksomheder kæmper indædt mod indførelsen af sådanne strukturer.

Selv hvis det lykkedes for enkelte lande at skabe strukturer for større bæredygtighed, er det ikke sikkert, at en fortsat økonomisk vækst ville kunne gøres miljømæssigt bæredygtig. De seneste årtiers udflytning af industrier fra velhavende lande til tredjeverdenslande viser, at vi på globalt plan ikke er på vej fra industrisamfundet til servicesamfundet. Der produceres stadig på livet løs. Fremstillingsvirksomhederne ligger nu blot i den tredje verden, og varerne transporteres længere. Og i servicesektoren – som ellers ofte beskrives som en mindre miljøbelastende sektor – er der måske ikke så beskedent et ressourceforbrug alligevel?

Mange serviceydelser indebærer transport. Mad og drikkevarer, som serveres i restauranter, importeres ofte fra lande på den anden side af kloden. Videnskabeligt arbejde er forbundet med stadig flere internationale flyrejser, og nye teknologiske opdagelser fører ofte til udvikling af nye produkter med stort materielt forbrug til følge. Kokke bruger stadig mere avancerede – og større – køleskabe, en rengøringsassistent bruger rengøringsmidler (selvom rengøringen visse steder vel efterhånden er noget sparsom), og en udviklingskonsulent skifter computer, lige så ofte som han skifter sokker.

Mikrochippen, som sidder i konsulentens nye computer, betragtes som et enestående eksempel på dematerialisering. Dens økonomiske værdi og dens brugsværdi er høj, mens selve chippen er lille og fiks. Som før beskrevet er produktionen af mikrochippen imidlertid forbundet med en mængde omkostninger. Produktionen af en mikrochip, som vejer 2 gram, kræver mere end 1½ kg fossilt brændstof, 72 gram kemiske materialer, 32 liter vand og 700 gram nitrogen og andre gasser.

Byggesektoren er et andet interessant eksempel på, at mulighederne for at dematerialisere kan være begrænsede. Byggeri har både direkte og indirekte virkninger på miljøet. Forbruget af byggematerialer og byggegrunde i byggeprocessen, samt energi- og materialeforbruget til opvarmning, belysning, vedligehold osv. virker direkte ind på miljøet i løbet af de år, hvor bygningen er i brug. Transporten, som opstår, når brugerne af byggeriet skal transportere sig til og fra bygningerne, er en miljøbelastende indirekte virkning af byggeri.

Til en vis grad kan der ske dematerialisering, når man opfører boliger og andre bygninger. At bygge højere og tættere udgør en mere effektiv brug af landområder. Placeringen af nye bygninger på gamle industrigrunde er genbrug af byområder. Begge dele er meget mere miljøvenligt end at inddrage naturområder og landbrugsland til nybyggeri. Især lejligheder i etagebyggeri, men også rækkehuse kræver desuden mindre energi til opvarmning end parcelhuse. Tættere bebyggelse vil også forhindre, at forbruget af flere kvadratmeter gulvareal fører til spredning af bosætningen over større områder. Spredt bosætning medfører nemlig, at beboerne transporterer sig mere i dagliglivet, og transport er en af de mest miljøbelastende aktiviteter i de vestlige samfund i dag.

Nybyggeri – ud over det, som behøves for at erstatte bygninger, der rives ned eller brænder, fører dog til en udvidelse af bygningsmassen, som skal opvarmes, belyses og ventileres, og bidrager dermed til øget energiforbrug. Nybyggeri medfører også forbrug af byggematerialer og arealer til byggegrunde. Når der bygges nyt, sker det ofte på natur- og landbrugsarealer, hvilket fører til forøget transport, eftersom byerne på denne måde breder sig ud over i landskabet. Som nævnt ovenfor, kan fortætning bidrage til at reducere den daglige transport og forbruget af arealer til byggegrunde. Det er dog svært helt at undgå negative virkninger af fortætningen på byernes vegetation og økosystemer. Efterhånden, som der bygges mere og mere, vil også de ledige fortætningsarealer inden for dagens bygrænser blive opbrugt.

I Danmark og Norge er der sket en fordobling af antal kvadratmeter gulvareal i boliger per indbygger siden begyndelsen af 1970'erne. Det gennemsnitlige energiforbrug per bolig i Norge er derfor steget med 35 % fra 1960 til 1990, på trods af at nye boliger i den periode er blevet udstyret med bedre isolation. Der er også blevet betydeligt færre beboere per husstand, og energiforbruget per indbygger blev derfor næsten fordoblet i perioden. Dette er et lærerigt eksempel på, hvordan en teknologi, som fører til mindre miljøbelastning – nemlig energibesparende isolering – mere end opvejes af øget forbrug. Så længe antallet af boliger stiger, er det meget tvivlsomt, om forbedringer i miljøeffektiviteten er tilstrækkeligt til at gøre den økonomiske vækst i byggesektoren miljømæssigt bæredygtig.

Andre områder, hvor det er interessant at se på dematerialisering, er skovbrug og produktion af fødevarer. Også her er det muligt at arbejde mod faktor 4- og måske faktor 10-reduktioner, men som på boligområdet er det ikke muligt at nå disse reduktioner inden for en overskuelig årrække uden betydelige ændringer i individuelle og sociale værdier, samt lovgivning. Der kræves radikale ændringer inden for transportsektoren – i holdninger til miljø og mobilitet samt organiseringen af det daglige liv. Her kan målet om en mærkbar reduktion slet ikke nås uden en helt grundlæggende ændring i fly- og biltransporten.

Fordobling af rigdommen – hvor mange gange?

Som det ses, kan det være yderst vanskeligt at nå for eksempel en faktor 4-reduktion i alle samfundets sektorer. Ved en årlig vækstrate på 3,5 % vil produktionen fordobles inden for 20 år. Ressourceforbruget og den miljømæssige belastning må derfor reduceres til en fjerdedel per produceret enhed inden for denne tidshorisont, hvis man skal nå et mål om at halvere den miljømæssige belastning. Men hvad sker der derefter? Hvor længe vil det være muligt at kompensere for den stadige vækst i produktionen ved at øge miljøeffektiviteten?

De, som tror, at økonomisk vækst kan afkobles fra miljøbelastningen og ressourceforbruget, vil sikkert mene, at vi må blive dygtigere til at dematerialisere. Men hvis væksten fortsætter, vil der blive brug for dramatiske faktor-reduktioner. Selv med en såkaldt moderat vækst på for eksempel 2,1 % per år (cirka den vækst, de vesteuropæiske lande har oplevet i de seneste år) vil verdens totale produktion 8-dobles efter 100 år og 64-dobles efter 200 år. Hvis den miljømæssige belastning skal halveres, kræves der en dematerialiseringsfaktor på mere end 65.000 i midten af dette årtusinde!

Naturen

Verdens miljøproblemer har mange årsager. Væksten i produktionen og forbruget har betydning for forbruget af naturressourcer. Denne sammenhæng er klar – uden væksten ville vores miljø have haft markant anderledes betingelser. Og væksten har en tendens til at føre til økologisk ødelæggelse, selvom det ikke altid er resultatet. Vækstens betydning for ødelæggelsen af miljøet på et bestemt område og i en bestemt periode afhænger fx af de lokale naturforhold, teknologierne som benyttes, forbrugernes livsstil og miljølovgivningen. Ændringer i nogle af disse forhold kan medføre miljømæssige forbedringer, som opvejer vækstens øgede pres på naturen.

Én ting er imidlertid af særlig betydning for den stadigt stigende miljøbelastning: troen på at væksten kan fortsætte. Der er både i Danmark og i verden i øvrigt en usædvanlig stor tro på, at fremtidens teknologier kan løse miljøproblemer og skabe et overflødighedshorn af billig, miljøvenlig energi og materielle ressourcer. De eksempler, som understøtter denne tro, er imidlertid ret få, og analyserne af miljøkonsekvenser er ofte alt for snævre.

Når eksempelvis Nordisk Ministerråd ser på miljøeffektivisering i transport- og byggesektorerne, medtager de ikke virkningerne på økosystemerne og naturen. Økonomiske analyser af miljøproblemer tager typisk kun højde for en del af helheden. Analyser af biltrafikkens miljøproblemer fokuserer fx ofte kun på udledningen af udstødningsgasser, mens de ser bort fra indgrebene, som sker i naturen, når man bygger veje, begrænsningerne i mobiliteten for mennesker, som ikke kører bil osv. På samme måde ses politiske indgreb på ét område (eksempelvis beskatning af brændstof) ofte isoleret fra politiske indgreb på andre områder (fx bestemmelser om brug af arealer). Hvis man vil undgå at politikkerne modarbejder hinanden, er det nødvendigt at de koordineres. En solid analyse med henblik på at bekæmpe miljøproblemerne må tage hensyn til mange forskellige forhold – fysiske, psykologiske, socioøkonomiske, normative osv. Analysen må samtidig sætte ind på flere planer – både lokalt, regionalt, nationalt og globalt.

Nogle økonomer mener, at naturressourcer kan erstattes med menneskeskabte værdier. Disse økonomer mener fx, at det kan være bæredygtigt at erstatte et skovområde og de naturressourcer, der bruges til byggematerialer, med et antal nye luksusboliger. Økonomisk vækst, som fører til naturødelæggelse, kan dermed betragtes som bæredygtig, hvis mængden af de værdier, som skabes af mennesker, er større end mængden af tabte naturværdier. Resultatet udregnes ved at omskabe naturens diversitet og rigdom til pengeværdier og sammenligne dette med den skønnede værdi af det, man har sat i stedet.

Om naturressourcer kan og skal erstattes af menneskeskabte værdier afhænger imidlertid af, hvordan man vurderer værdien af henholdsvis det menneskeskabte og naturen. Hvis en naturressource eller et stykke natur antages kun at være det samme værd som en lille smule menneskeskabt værdi, vil det selvfølgelig kunne betale sig (pengeøkonomisk) at omskabe mere natur til varer, end hvis naturen antages at være ‘dyr’.

Ifølge de mest udbredte metoder for samfundsøkonomiske opgørelser formindskes den økonomiske værdi af de negative økologiske virkninger dramatisk gennem diskontering. Hvis man antager, at prisen for oprydning og erstatning af vores miljøødelæggelser er konstant, mens vi bliver rigere og rigere, vil prisen for at udbedre skaderne efter os i fremtiden blive mere og mere ubetydelig. En amerikansk økonom har på denne måde regnet ud, at en 3 ºC stigning i den globale gennemsnitstemperatur kun vil resultere i et tab på 1,33 % i verdens samlede produktion. Den danske statistiker Bjørn Lomborg bruger samme metode, når han siger, at vi ikke skal bekymre os om drivhusgasserne.

Men da den økonomiske vækst er uholdbar miljømæssigt, kan vi måske forvente, at den ikke fortsætter? Og hvad ved vi om den fremtidige pris for oprydning og erstatning? Hvis væksten ikke fortsætter, eller hvis prisen for at udbedre skaderne stiger, vil menneskeskabte værdier ikke kunne erstatte naturværdier.

Gennem de beskrevne eksempler har jeg forsøgt at vise begrænsningerne i dematerialiseringen, når forbruget til stadighed vokser. Miljøeffektivisering, genbrug og ændring af forbruget til mindre miljømæssigt skadelige typer kan reducere eller udskyde negative miljømæssige konsekvenser, men det kan ikke helt fjerne dem. Byggesektoren og transportsektoren er eksempler på områder, hvor det er svært at miljøeffektivisere, men ser man på andre sektorer i samfundet på en mere helhedsorienteret måde, vil man finde lignende problemer. Det er svært at forestille sig, hvordan fortsat vækst i produktion og forbrug kan ske i de kommende århundreder, når vi ved, at Jordens bæreevne allerede er overskredet, og at vi straks må gå i gang med at nedbringe miljøbelastningen drastisk.

Det er uholdbart at tro, at den økonomiske vækst kan fortsætte uden at skabe stadigt voksende miljøproblemer. Hvorfor er troen på afkobling mellem økonomisk vækst og miljøødelæggelser alligevel så udbredt? Måske kan vi komme på sporet af en forklaring, hvis vi undersøger hvilke interesser, som kunne blive truet, hvis folks adfærd ikke var stærkt påvirket af troen på afkobling. Lad os derfor vende opmærksomheden mod det, som kan have nødvendiggjort denne tro.

Kapitalismen

Kapitalister er dem, der ejer virksomheder, og som tjener penge på at sælge varer og tjenester produceret af arbejdere (både kropsarbejdere og vidensarbejdere), der er ansat i disse virksomheder. Forskellen mellem de udgifter, som kapitalisterne har til at producere varerne eller tjenesterne (bl.a. råvarer, energi, brug af maskiner og lokaler, løn til arbejderne, og skat og moms) og de salgsindtægter, varerne giver, er profitten. Denne kan bruges til at investere i ny produktion, oprettelse af nye virksomheder, køb af fast ejendom osv.

Den kapitalistiske økonomi er baseret på markeder, hvor der udveksles arbejdskraft, varer, serviceydelser osv. Kommunikationen på markederne foregår via penge, udbud og efterspørgsel – og deltagerne er rivaler. Alle ønsker at bruge færrest mulig penge og få så meget som muligt for pengene. Virksomheder opkøber konkurrenter for at få mindre konkurrence, de presser de ansatte til at yde mere for de samme – eller færre – penge, eller de skærer ned på miljøstandarderne for at opnå større overskud. Fordi kapitalisterne hver for sig stræber efter at blive rigere, er der en kraftig tendens til, at den kapitalistiske økonomi hele tiden vil vokse.

Marxister har peget på det øgede forbrug af naturressourcer som en uundgåelig konsekvens af den kapitalistiske økonomi. Ifølge Karl Marx er udvidelse hele kapitalismens essens. I et kapitalistisk system er der et umætteligt behov for rigdom, som kun kan dækkes gennem konstant vækst. Hvis kapitalisten har en startkapital på 10 millioner kroner og for dette beløb producerer varer, som sælges med en profit på 2 millioner, har kapitalisten en ny startkapital på 12 millioner kroner, som vil blive brugt til at søge at skaffe ny profit gennem produktion og salg af nye varer. At kapitalen forinden er vokset fra 10 til 12 millioner er nu historie – det som tæller for kapitalisten i den nye situation, er at opnå ny profit – fx ved at forøge kapitalen til 15 millioner.

På samfundsplan fører summen af de enkelte kapitalisters profitter til vækst i den samlede kapitalistiske økonomi. Hvis de enkelte kapitalisters profitter ikke skulle resultere i vækst i den samlede økonomi, skulle den forøgede profit, som nogle kapitalister opnår, opvejes af en mindst lige stor reduktion i de resterende kapitalisters profit. Men alle kapitalister vil som regel forsøge selv at skabe så megen profit som muligt. En virksomhed, som er tilfreds med det nuværende profitniveau og ikke søger at forøge dette, vil opleve tilbagegang, fordi konkurrenterne øger deres produktivitet og sænker deres priser. Den enkelte administrerende direktør, som opnår lavere profit end konkurrenterne, løber ligeledes stor risiko for at blive fyret og erstattet med én, der kan tilfredsstille aktionærernes krav om størst mulige positive tal på bundlinjen. Både ejere og chefer står derfor over for et pres, der gør det nødvendigt at opnå så stor profit som muligt.

Profitmotivet og konkurrencen i en kapitalistisk økonomi bestemmer, at der er en stærk tendens til, at pengerigdommen vokser, men ikke hvordan denne vækst kommer til udtryk i en konkret situation. Vækstdynamikken i en kapitalistisk økonomi eksisterer, uanset om der faktisk er et stigende bruttonationalprodukt. Vækstraten i et land afhænger af for eksempel verdenshandlens tilstand, konkurrenceevnen hos landets virksomheder og den nationale økonomiske politik. Væksten i bruttonationalproduktet varierer derfor og kan endda være negativ i en periode. Men alligevel er der en mekanisme, som tilskynder den kapitalistiske økonomi til at vokse, og selvom væksten kan undertrykkes i en periode eller inden for et bestemt geografisk område, er det svært at forestille sig, at den undertrykkes på længere sigt og for hele den kapitalistiske økonomi.

Kapitalismen har overlevet perioder, hvor der var lille eller ingen økonomisk vækst. Det medfører dog som regel stor social ustabilitet, fallitter, arbejdsløshed, fattigdom – og nogle gange krig.

Grøn kapitalisme?

De økonomer, hvis holdninger kan siges at være "mainstream" i dag, er uenige med Marx på en række områder, men de er enige i, at et kapitalistisk system kræver økonomisk vækst for at bevare stabiliteten. Enkelte økonomer afviser dog, at en kapitalistisk økonomi må vokse. De mener, at kapitalisme kan udvikle sig til en tilstand af balance. Markeder er fint i stand til at sikre effektiv fordeling af ressourcer, siger disse økonomer, men markederne er ikke i stand til at bestemme mængden eller fordelingen af rigdom mellem grupper og individer. Mængden og fordelingen bør derfor bestemmes gennem politisk regulering. Disse økonomer insisterer på ikke at være fortalere for et socialistisk samfund. De forestiller sig, at de nødvendige reguleringer kan gennemføres i en kapitalistisk økonomi.

Hvis kapitalismen virkelig skulle komme frem til en nulvækstsituation, ville det imidlertid være efter et kraftfuldt pres fra offentlige myndigheder. Det ville være nødvendigt for at forhindre alle individerne i en national økonomi i at forsøge at skabe så høj profit, at summen af profitter ville resultere i vækst i den samlede økonomi i landet, og myndighederne måtte forhindre udenlandske investeringer i at skabe uforudset vækst i økonomien. Det sidste ville kræve en høj grad af protektionisme. Det kan diskuteres, om en sådan økonomi ville være en kapitalistisk økonomi. Især hvis myndighederne også skulle bruge tilskud, skatter og lovgivning for at skabe en mere retfærdig fordeling end i dag – hvilket ville være nødvendigt for at forhindre ikke-væksten i at skabe massearbejdsløshed, fattigdom og betydelig social marginalisering. Sådanne politikker ville være i strid med såvel den enkelte kapitalists ønsker som målene for kapitalisternes interesseorganisationer.

Moralsk vækkelse?

Nogle mener, at en overgang til en økologisk ansvarlig markedsøkonomi vil ske som et resultat af en bred moralsk vækkelse for kapitalister. Det virker imidlertid usandsynligt, at sådan en overgang vil komme, ikke mindst i lyset af den livssituation, kapitalisterne lever i. Den øko-socialistiske teoretiker Joel Kovel hævder, at jo mere kapitalistiske virksomheder ekspanderer, des mere "stormandsgal" bliver den kapitalistiske tankegang, og des fjernere bliver kapitalisterne fra naturens begrænsninger og livsbetingelserne for de mindre privilegerede. Desuden bor eliterne oftest i områder, hvor de ikke ser de mest direkte udslag af den kapitalistiske produktions destabiliserende virkninger. Det får dem til at forestille sig, at de altid kan beskytte sig mod naturens ubalancer, og det skaber en følelse af personlig usårlighed, som afskærmer kapitalisterne fra konsekvenserne af deres handlinger – undtagen når disse virker ind på profitten. Den stadig voksende størrelse på de kapitalistiske virksomheder fjerner også fornemmelsen af naturen som en ting, man skal passe på. Kapitalismens nådesløse konkurrence sørger desuden, ifølge Kovel, for, at kun de tilstrækkeligt selvcentrerede og skrupelløse opnår de positioner, som medfører magt til at bestemme over store mængder kapital.

Selv hvis en "moralsk opvågnen" skulle ske, ville dette ikke sikre en miljømæssig sund og socialt ansvarlig kapitalisme, medmindre alle kapitalister begyndte at gøre forretninger på den nye dydige måde. Hvis et mindretal af kapitalisterne beholder deres gamle værdier og idealer, vil denne gruppe – i fraværet af de stærke reguleringer, som blev beskrevet tidligere, og som minder mere om socialisme end om kapitalisme – hurtigt udkonkurrere deres gamle konkurrenter.

Hvad så?

Hvad betyder alt dette for os, for kapitalismen og for samfundsudviklingen i fremtiden? Økonomisk vækst er ikke den eneste drivkraft i forhold til miljøproblemerne. Og kapitalismen er ikke den eneste kraft, der kan føre til økonomisk vækst. Der er mange årsager til miljøproblemer og økonomisk vækst, og nogle af dem modarbejdes af andre tendenser. Derfor har kapitalismen også oplevet perioder og områder, hvor miljøpåvirkningen er blevet reduceret.

Efterspørgslen i samfundet er lige så vigtig som udbuddet. Vores værdier og ønsker er forbundet med den tilskyndelse til øget forbrug, som vi oplever i det kapitalistiske samfund. Opmærksomheden er i dag rettet mod vores individuelle livsstil. Det er ikke forkert eller uvigtigt at diskutere livsstil i forhold til det miljømæssige perspektiv. For at opnå støtte til en politik, der lægger vægt på miljømæssig bæredygtighed og retfærdig fordeling, er det helt nødvendigt, at vores værdier og ønsker ændres markant. Vi må erstatte den meget udbredte "forbrugerisme" med idéer, som viser, at vi respekterer menneskers og naturens egenværdi.

Men der er gode grunde til at sætte de strukturelle betingelser i samfundet på dagsordenen igen. En sådan betingelse er for eksempel forbrugspresset, som skabes af massemedier og reklame under kapitalismen. En anden strukturel betingelse er, at vi sammenligner os med mere velhavende medborgere, når vi skal vurdere vores egen lykke. I et samfund med stor ulighed er de riges rigdom en vigtig årsag til andres ønske om øget forbrug.

Antagelsen om, at den økonomiske vækst (og dematerialiseringen) kan være uendelig, er fejlslagen. Naturkræfterne kan ikke kontrolleres af mennesker. Analyser, som kun beskæftiger sig med dele af årsagerne til den økologiske krise, bidrager til, at man ikke ser begrænsningerne i dematerialiseringen. Nogle – såkaldt økologiske – økonomers antagelse, om at kapitalismen kan være stabiliserende, ser bort fra den nådeløse konkurrence, som gør det nødvendigt for den enkelte kapitalist ikke blot at opnå en "rimelig" profit, men at stræbe efter den højest mulige profit. Denne konkurrence skaber en stærk mekanisme, som driver den kapitalistiske økonomi mod grænseløs vækst. Eftersom et kapitalistisk system ikke kan udholde lange perioder uden vækst, kan kapitalismen næppe undgå at inddrage stadig større dele af naturen i vareproduktionen. I sidste ende er en udskiftning af dagens vækstkrævende system derfor nødvendig. I stedet har vi brug for et system, som tager økologiske hensyn og hensyn til retfærdig fordeling af verdens goder.

Heldigvis fører kapitalismens selvdestruktive mekanismer ikke uundgåeligt til en verdensomspændende økologisk katastrofe. Kapitalisme er en social konstruktion, ikke en naturnødvendighed. Kapitalismen blev skabt af mennesker og kan også afskaffes af mennesker. Strukturer udgør rammerne for menneskenes daglige handlinger, men kan også ændres gennem menneskers handlinger – især hvis de slutter sig sammen og udgør en kollektiv forandringskraft. Forhåbentligt vil en sådan ændring ske, før kapitalismens vækstdynamik gør uoprettelig skade på det menneskelige liv på Jorden.

Det er ikke muligt at sige nøjagtigt, hvornår økosystemerne er så ødelagte, at det økonomiske system bryder sammen. Modsætningerne i kapitalismen betyder heller ikke, som Marx forudsagde, at dens sammenbrud automatisk vil føre til socialisme. Et sammenbrud af kapitalismen kan også medføre religiøs fundamentalisme, et udemokratisk ekspertvælde eller et "økofascistisk" herredømme, som ignorerer verdens fattige.

Risikoen for "økofascisme" illustreres af indflydelsesrige biologer, som argumenterer for, at mennesker, som kan sikre den vestlige civilisations overlevelse, skal have førsteret til verdens begrænsede ressourcer. Den logiske følge af dette er, at vi ikke behøver at bekymre os så meget om, at fattige mennesker i andre verdensdele lider og dør. En retfærdig fordeling mellem nulevende mennesker er imidlertid for mig et lige så vigtigt moralsk påbud som at efterlade ressourcer nok til kommende generationer. I 2005 tilhørte 80 % af verdens samlede bruttonationalprodukt en milliard mennesker i den rige verden, mens de resterende 5 milliarder af Jordens befolkning måtte dele de sidste 20 %. Mange mener, at økonomisk vækst i såvel rige som fattige lande er nødvendig for at bekæmpe fattigdom. Men global økonomisk vækst har vist sig at være et ekstremt ineffektivt middel til fattigdomsbekæmpelse. I årene 1990–2001 bidrog kun 0,6 dollars af hver 100 dollars øgning i indkomsten i verden til at indfri FNs tusindårsmål om at nedbringe fattigdommen for dem, som tjener under en dollar om dagen. I udviklingslandene har økonomisk vækst vist sig at være ineffektiv i forhold til at forøge den materielle levestandard for den fattigste del af befolkningen. I stedet for at "bage en større kage" har vi brug for at fordele den eksisterende kage anderledes og bevæge os mod et økonomisk system, hvor politikken designes specielt for at opnå sociale og miljømæssige mål.

Der er brug for en radikal omfordeling af forbruget, hvor øget levestandard for verdens fattige (også de fattige i de rige lande) må modsvares af nedsat forbrug hos de velhavende. Det er klart, at en sådan omfordeling er stærkt kontroversiel og vil blive modarbejdet. Den nuværende ekstremt ulige fordeling af rigdom bærer imidlertid i sig selv et potentiale for uro og voldelig konflikt. Det høje og stigende forbrug i OECD-landene er slet ikke frigørende og demokratiserende, som nogle forskere har hævdet, men gør tvært imod verden til et farligere sted at leve. Dette viser behovet for at bekæmpe forbrugsideologierne og livsstilene i de rige lande – såvel som i de fattige lande, som bruger de rige som modeller for deres egen udvikling. Der er også brug for at skabe alliancer mellem forskellige grupper af miljøforkæmpere som for eksempel "naturfredere", "miljøretfærdighedsforkæmpere" og "økologer".

Kan man ved overgang til socialisme undgå de miljøødelæggelser, som sker under kapitalismen? Måske – men socialisme vil ikke nødvendigvis betyde miljømæssig bæredygtighed. Se blot statssocialismen i fx det tidligere Sovjetunionen og Kina. Planøkonomi kan være lige så ødelæggende for miljøet som den mest skrupelløse kapitalisme. I ikke-kapitalistiske lande vil der ikke være nogen tilskyndelse til at skabe stadig nye behov for at sikre vedvarende forbrugsvækst og kapitalakkumulation, men man kan alligevel ønske økonomisk vækst for at producere varer og tjenester, som befolkningen mener, der er behov for. Et stigende forbrug vil dog stadigvæk forøge presset mod naturen, også selvom der sker en drastisk udjævning i indbyggernes forbrugsmuligheder. Et stigende forbrug i lande, der allerede er rige, vil desuden være meget usolidarisk i forhold til de fattige lande, idet en sådan forbrugsvækst medfører, at der bliver et mindre råderum tilbage for forøgelse af forbruget i de fattige lande, når den samlede globale miljøbelastning skal holdes under et givet, økologisk forsvarligt niveau. En "retfærdig fordelt forbrugerisme" vil derfor være en meget dårlig opskrift for socialisme i de rige lande.

Produktion af varer og tjenester, som befolkningen mener, der er behov for, sker også i kapitalistiske lande, men her foregår der tillige en kamp om at akkumulere kapital. I kapitalistiske lande er det derfor svært, eller ligefrem umuligt, for myndighederne at sige: "Nu er vi rige nok". I et socialistisk samfund vil en sådan beslutning være mulig, om end den sikkert stadig ville være genstand for diskussion og kamp. I kapitalistiske samfund er det endvidere svært at skabe de nødvendige institutionelle betingelser for at ændre vækstens art i en mere miljøvenlig retning. Individerne og virksomhederne i et kapitalistisk samfund modsætter sig ofte de grænser for den økonomiske frihed, som er nødvendige for at opnå høj miljøeffektivitet, for eksempel forbud mod eller høj beskatning af bestemte materialer og produkter.

Afslutning

Som det er fremgået mener jeg ikke, at afkobling er mulig i tilstrækkelig grad til at skabe miljømæssig bæredygtighed. Jeg afviser dog ikke, at det inden for dagens samfund er vigtigt at forsøge at gøre produktionen og forbruget mere bæredygtigt. Det kan formindske nulevende generationers negative påvirkninger af naturen og redde liv. Det kan også forbedre sundheden og beskytte landskaber og naturværdier. Min egen forskning, som undersøger muligheden for at skabe bæredygtig arealanvendelse og transportsystemer i byer, er motiveret af netop denne tilgang.

Mere effektiv ressourceudnyttelse i form af miljøeffektivisering er vigtigt, også fordi det kan give et pusterum til at iværksætte mere grundlæggende ændringer. Men det kan ikke være den eneste løsning. Eksemplerne viser, hvor uholdbart det er at tro, at den økonomiske vækst kan fortsætte uden at støde mod økologiske grænser. Den økonomiske vækst må stoppes før eller siden. I verdens rige lande bør det ske så hurtigt som muligt. Vi vil selvfølgelig have vækst i viden, færdigheder, medmenneskelig omsorg og solidaritet. Men vi bliver ikke lykkeligere af vækst i antallet af parcelhuse, motorveje eller dimser på supermarkedernes hylder. Det materielle forbrug i Danmark er ikke for lavt. Vi er allerede godt mætte!

Anbefalet videre læsning

• Herman E. Daly (1993): Sustainable Growth: An Impossibility Theorem
• Artikel i Daly og Townsend (red.): Valuing the Earth. Economics, Ecology, Ethics. MIT Press
• Karl Georg Høyer og Petter Næss (2001): "The Ecological Traces of Growth". Artikel i Journal of Environmental Policy and Planning, Vol. 3
• Joel Kovel (2002): The Enemy of Nature: The end of capitalism or the end of the world? Zed Books
• http://en.wikipedia.org/wiki/Eco-socialism

| Flere valg ...